Gode råd om pleje af hestens hove

Selvom sommeren slet ikke er startet for alvor, har rigtig mange heste tørre hove allerede nu. Omhyggelig hovpleje er utrolig vigtig for hestens sundhed og holdbarhed.

Den gode hovpleje starter langt før vi kommer til selve hoven, og omfatter fodring, hygiejne i boksen og regelmæssig beskæring/skoning. Hovene vokser hurtigere om sommeren og bliver de for lange, flækker de. Tørre hove mister deres elasticitet, hvilket går ud over en lang række basale og vigtige funktioner. Hvis hesten går med sko, vil sømmene løsne sig og risikoen for tabte sko forøges. Tal med din smed om kortere intervaller for beskæring og optimer den daglige rengøring og pleje af hovene.

Vand til de tørre hove

Det er vigtigt at sørge for vand til hovene i tørre perioder. En hov opsuger den største del af fugten fra sålen (undersiden af hoven), men opsuger også væske gennem hovvæggen (ydersiden af hoven). Strålen er en god indikator for om hoven er tør. Strålen skal have konsistens som viskelæder. Hvis den er hård, er hoven for tør og der skal tilføres fugt.

Det kan man gøre på følgende måder:

• Hvis hesten går på fold, kan man lade vandkarret løbe over, så der dannes en sø som hesten skal træde i for at komme til vandkarret.
• Brug vandslangen – gerne i 15 min.
• Sæt hoven i blød i et kar eller en spand uden hank i min. 15 minutter.
• Lad hesten stå på et gennemvædet underlag. Det kan være gamle håndklæder, et tykt tæppe, en vandsugende måtte eller lignende. Alt hvad der kan suge vand og som hesten efterfølgende vil stå på, kan bruges.
• Træk 3-4 par XXL-tennisstrømper over hoven og gennemvæd dem med vand.
• Man kan også købe specielle sokker/hovsko der kan fyldes med vand, vandklokker osv. men det er ganske funktionelt og billigt at lave noget selv.

Når hoven er fugtet godt igennem, bruger du et hovpleje produkt der forstærker effekten og holder på fugten, uden at hoven mister evnen til at ånde.

 

Shopping cart
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle